Af Alma Nordenbæk
Peter Pan er måske evigt ung, men historien om ham er efterhånden en gammel kending. Siden sin fødsel i J. M. Barries roman The Little White Bird fra 1902, har han gennemlevet et utal forvandlinger, fortolkninger og filmatiseringer. Mange husker ham nok bedst som den friske, rødhårede dreng i Disneys Peter Pan (1953) eller den flotte Jeremy Sumpter i live action-udgaven fra 2003.
I Wendy vender den folkekære barnetyv tilbage til biograferne. Men denne gang er fortællingen noget anderledes.
Wendy Darling (Devin France) er ikke længere en rigmandsdatter fra det engelske overklassemiljø, men det yngste barn af en enlig mor fra USA’s fugtige sydstater. Sammen med sine tvillingebrødre Douglas (Cage Naquin) og James (Gavin Naquin) vokser Wendy op i morens diner, hvor hun efter skole hjælper med at skrubbe tallerkener og servicere stedets gæster. Det er kedeligt for et ungt barnesind, som hellere ville bruge de varme solskinsdage på at fange skrubtudser og lege pirat.
En skønne nat kører et tog med en mystisk dreng forbi Wendys hus. Drengen hedder Peter (Yashua Mack), og Wendy og brødrene følger med ham til en magisk vulkanø fyldt med vilde børn, der danser i mudderet, sover under stjernerne og bader i havet. Her behøver ingen blive voksne, hvis bare de selv tror på det. Tiden står stille for dem, der lever uden sorger.
Filmen er instrueret af Benh Zeitlin, der for knap ti år siden slog igennem på den internationale filmscene med festivalhittet Beasts of the Southern Wild (2012). Man mærker fra Wendys første scene klart arven fra denne succes, der tematisk og visuelt drager stærke paralleller til Beasts of the Southern Wilds solgyldne, magiskrealistiske skildring af konflikten mellem børn og voksne, tro og apati, det lille samfund og den store verden. Men hvor Beasts of the Southern Wild føltes intim, hjertevarm og nærværende, fremstår Wendy rodet – uden formål og retning.
De tre Darling-søskende har ikke været hos Peter længe, før den utopiske forestilling om barnlig autonomi og frihed begynder at slå revner. Det er her, Zeitlin og søsteren Eliza Zeitlin, som er manuskriptforfatter, tydeligst prøver at bryde med det klassiske eventyr. I deres nyfortolkning er der ingen garanti for, at øens magi vil fastholde Peter og hans venner i deres ungdommelighed for evigt. Hvis de mister håbet og glæden, aftager deres livskraft til de efterlades som intet andet end gamle, grå krøblinger.
Præmissen er måske spændende, men den leder ikke til dybere refleksion omkring ansvar eller eksistentialisme, hvilket ellers synes at være intentionen. I stedet drukner handlingen i ensformige karakterer og halvfilosofiske omveje. Wendy er en visuelt flot film med en imponerende kompetent, ung rollebesætning. Desværre snubler den over sine egne ambitioner hen ad vejen.
Kommentarer